Endnu en spændende tur!

I weekenden den 7.-9. Maj var der planlagt endnu en tur, hvor Abraham og jeg skulle besøge to af sognene i synoden.

Indvielse af nyrenoveret kirke

Vi kørte hjemmefra synodekontoret fredag kl. 08.00 og vores første stop var en kirke, som ligger nordvest for Arbargonar. Det sidste stykke vej var lervej (jorden i det område er ren ler) og på et stykke som gik opad kunne bilen ikke trække, da det havde regnet i løbet af formiddagen og vejen derfor var meget glat og fedtet. Det klaredes dog hurtigt af mine passagerer, som fandt nogle sten og fik smidt i sporene, så bilen igen kunne få vejgreb. Vi måtte dog kapitulere et par kilometer før vi var fremme, da der var blevet gravet en temmelig dyb grøft hen over vejen, så det sidste stykke blev på gåben. Det første vi mødte på vej ind til kirken var, som sædvanlig, en lille gruppe drenge, der sad og ventede på at nogle ville have pudset sko. Vores var blevet ret mudrede under gåturen, så vi fik pudset skoene og kunne se ordentlige ud til gudstjenesten. Imens vi sad der, fik jeg øje på en dreng, som sad med en dunk tjære og en pensel og malede stolperne udenfor kirken. Hele verandaen foran kirken havde tilsyneladende lige fået samme tur, for plankerne var tydeligvis ikke tørre endnu og græsset foran kirken var helt sort af fodspor fra dem, som havde gået frem og tilbage. Ja - så jeg sad der og blev enig med mig selv om, at det nok var derfor der var slået et stort telt op bagved kirken og at gudstjenesten skulle holdes derinde i stedet for inde i selve kirken. Og vi blev godt nok også vist over til teltet da skoene var blevet pæne igen, men kun for at gå i procession tilbage til kirken! Det viste sig nemlig, at gudstjenesten var en gen-indvielsen af kirken, som lige var blevet renoveret. Det var meget festligt at være med til, med sang og taler. Det hele sluttede selvfølgelig af med den traditionelle fællesspisning med wasa og surmælk. Da vi ikke kunne spise mere kom der et stort fad med lækkert mørt kød i lange tykke strimler og en stak skarpe knive og så var det ellers bare at tage for sig igen. Til dessert blev der serveret en sodavand – og så var vi også godt sat.

På vejen var vinduesviskerne holdt op med at virke, så jeg spurgte Abraham om hvor det nærmeste værksted var, så vi kunne få kigget på det, men det var der ikke noget af i Arbargonar, så der var ikke andet at gøre, end at håbe på tørvejr resten af turen, hvilket heller ikke var for meget, eftersom det ikke er regntid endnu.

Et lille kulturelt input

Lørdag formiddag havde Abraham et par møder, så jeg brugte tiden sammen med Beyene fra Arbargonar, som fulgtes med os på turen. Det gav et lille indblik i endnu en kulturel tradition. Det var nemlig den sidste dag i den etiopiske måned og der skulle betales til lekso. De fleste etiopiere er medlem af en forening hvor de hver måned betaler 5-10 birr. For disse penge er de så sikret, at de øvrige medlemmer af deres forening ved dødsfald i familien træder til, sætter lekso-teltet op og laver mad og sørger for alt det praktiske omkring alle de gæster, der kommer i forbindelse med sørgetiden. Det er en meget vigtig del af den etiopiske kultur og jeg tror ikke der er mange, som ikke prioriterer at være med mindst et sted. Det kan enten være i den kirke man kommer i, eller i nabolaget.

Besøg i Jawaro

Kl. 12 kørte vi ud på den anden side af Arbargonar. De sidste 4 km. Var igen på lervej, men det gjorde ikke noget, da det ikke havde regnet siden dagen før og solen nu var fremme. Det sidste stykke var dog endnu engang på gåben, da det kun var smalle stier imellem krat og buske. Vi kunne på lang afstand høre, at gudstjenesten allerede var i gang. Da vi ankom, var det første kor på podiet og sang af hjertens lyst. Da det andet kor var ved at være færdig efter 1 time, blev vi hentet ud. Det var godt nok os, der skulle på og undervise som næste programpunkt, men de var kommet til at tænke på, at vi ikke havde fået noget at spise endnu og det kunne de ikke have siddende på sig, så vi var lige hjemme i hytten og få en gang wasa med surmælk inden vi kom på talerstolen. Jeg var blevet bedt om at forberede undervisning for sognets samlede ledergruppe (i kirken var der 4-500 mennesker i alderen 0-90 år!) og havde forberedt ca. 30-40 min. undervisning, vel vidende at det ville komme til at tage længere tid, da det skulle oversættes af Abraham. Nu har jeg jo ikke lært sidaminja, og kender ingenting til sprogets struktur, men det kom sammenlagt til at tage præcis 2 timer! Abraham mente dog, at det var lige tilpas, da folk var kommet netop for at blive undervist!

Herefter var der fællesspisning for deltagerne og vi som havde spist tidligere kunne slappe lidt af imens.

Efter spisningen, som foregik i kirken, var der drøftelser som det er sædvane når ledere fra alle kirker i sognet er samlet.

I sidamo hytten

Lidt over ni forlod vi forsamlingen og gik tilbage til hytten hvor vi skulle overnatte. Det var køligt at gå tilbage i småregnen efter at have siddet tæt sammen i kirken i mange timer, men der blev hurtigt tændt op i bålpladsen inde i hytten så vi kunne få varmen igen. Endnu en gang blev der serveret wasa og surmælk og snakken gik. Efter en halv time var de færdige oppe i kirken og flere kom til hytten og deltog i aftenhyggen. Klokken halv elleve var det tid til at gå i seng.

Hver gang jeg gik ud af hytten er der hurtigt mindst en af de store drenge, som følger med for at lyse eller ”stå vagt” hvis jeg skal på ”toilettet”. Det samme da jeg gik udenfor for at børste tænder. Det havde han alligevel aldrig oplevet før. Hvad er det du laver? Hvorfor gør du det? Jeg forklarede ham så, at vi i Europa renser tænder med en børste og sæbe i stedet for med en pind. Det syntes han godt nok var mærkeligt!

Besøg i søndagsskolen

Næste morgen blev vi vækket af morgenbønnen som begyndte til sædvanlig tid klokken halv fem og varede ved til klokken 6. Herefter skulle soveposen pakkes sammen for vi skulle med i søndagsskole kl. 7.00. Kirken var fuld af børn fra 0-14 år. Her holder de samlet søndagsskole for alle børnene på en gang. Der er 651 børn meldt til. Søndagsskolen havde et stort kor som først sang et par sange og herefter var Abraham blevet bedt om at undervise børnene. Søndagsskolen var slut klokken otte og vi gik hjem og fik morgenmad (wasa og surmælk). Det trak op til regnvejr. Jeg tænkte på de første 4 km., som skulle tilbagelægges på lervej og bad om tørvejr og sol. Jeg nævnte det for Abraham, som svarede, at det behøvede jeg ikke at bekymre mig om, solen kom altid!

Klokken ni gik vi tilbage til kirken for at deltage i gudstjenesten, som var helt traditionel med korsang, fællessang, prædiken, fællesbøn og trosbekendelse. Også her var Abraham blevet bedt om at prædike. Under gudstjenesten begyndte det at regne. Ikke bare stille og roligt, men i stride strømme. På et tidspunkt så voldsomt, at det var umuligt at høre noget, så prædikenen blev afbrudt. Efter noget tid tog regnen dog af igen og programmet kunne fortsætte. Jeg sad og tænkte på sol! (Jeg kan alligevel ikke forstå hvad de siger på sidaminja). Solen kiggede dog også frem ind imellem bygerne og den sidste halve time var regnen holdt op.

Kl. 12 forlod vi gudstjenesten og gik tilbage til hytten for at få lidt at spise inden vi skulle hjemad. Vi fik serveret den sædvanlige wasa med surmælk og i dag var der igen sodavand til dessert. Nu skinnede solen fra en klar himmel, så da vi var færdige med at spise pakkede vi fortrøstningsfulde vores ting sammen og begav os ned af bjerget tilbage til bilen. Da vi kom tilbage til bilen ville en af vores følgesvende gerne om jeg ville tage et billede af ham. Jeg havde glemt mit kamera oppe i hytten! En af de stedvante drenge blev sendt tilbage efter det og vi andre blev enige om, at det sikkert var godt nok, for så kunne vejene få en halv time mere at tørre i.

Lidt for spændende!

Vi kørte derfra da klokken var halv to og det gik godt, bare vi tog det stille og roligt, men jeg kunne godt mærke, at der ikke var for godt vejgreb, så det gik meget langsomt. Efter de første 2 km, som havde taget knap en halv time, indtraf katastrofen. Det begyndte at regne, ikke bare lidt, men en ordentlig byge og jeg kunne med det samme mærke hvordan bilen begyndte at sejle. Efter nogle få meter kunne den ikke trække mere, men stod bare stille på samme sted og satte hjulene rundt, da vi kom til en lille stigning.

Der var ingen sten at finde, som kunne give vejgreb, så Abraham og Beyene løb ud for at se om de kunne finde hjælp på anden måde. Inden længe var de tilbage med et par mænd med hakker, skovle og reb. Når der var pause i bygerne hakkede de vejen op foran bilen og smed løs ler på fra skrænten for at give bedre greb til dækkene. Nogle bandt reb om kofangeren og trak bilen fremad, andre skubbede bagpå og andre igen havde bundet reb på bagenden og trak sidelæns for at undgå at bagenden skulle skride ud. De knoklede som gale og jeg styrede det bedste jeg kunne. Det der bekymrede mig mest var de mange børn, som hele tiden rendte rundt omkring for også at ”være med”. Det var næsten umuligt at få dem til at forstå, at det var for farligt for dem. Når bygerne blev for voldsomme sprang så mange som muligt ind i bilen imens vi holdt pause – så bilen var til sidst fuldstændig smurt ind i mudder både udvendig og indvendig. Flere af drengene havde tydeligvis aldrig før været inde i en bil. Det var en stor oplevelse for dem!

Efter 3 times hårdt arbejde (som kostede mig den nette sum af 30 birr – ca. 12 kroner) nåede vi sikkert ned til fast vej og kunne køre det sidste stykke til Arbargonar. Klokken var nu blevet halv fem og det regnede stadig, så på grund af det sene tidspunkt og defekte vinduesviskere var vi nødt til at tage endnu en overnatning og udsætte resten af hjemturen til dagen efter. Vi trængte ærlig talt også til at hvile os.

Mandag skinnede solen fra en skyfri himmel og vi vendte næsen nordpå mod Hawasa, som vi nåede til middag.